Institut for Kunstterapi

Min kunstterapiuddannelse er gennemført på Institut for Kunstterapi. Instituttet blev grundlagt i 1988 af cand.psyk. og glaskunstner Vibeke Skov. Den 4-årige uddannelse har fokus på brug af kreative udtryksformer inden for behandling, pædagogik og selvudvikling.

Uddannelsens formål

Kunstterapeutuddannelsens generelle formål er at uddanne kunstterapeuter til at kunne arbejde som psykoterapeuter med inddragelsen af kreative udtryk som primær metode. I dette arbejde vil der ud over den centrale terapeutiske samtale blive brugt kreative udtryksformer som maleri, foto, digte, ler, drama, dans, musik, stemme, krop og bevægelse. Uddannelsen hviler på et jungiansk menneskesyn, hvor kreativitet, individualitet og fællesskab udgør skolens værdigrundlag.

To moduler

  • Uddannelsen består af 2 moduler: Et grundmodul på 2 år som primært sigter mod udvikling af elevens personlige integritet og udvikling af kreative potentialer. Der formidles kendskab til psykoterapeutisk teori og praksis samt til de kreative processers psykologiske betydning for vækst. Et overbygningsmodul på 2 år, som sigter mod at forankre den mere faglige del af en kunstterapeutisk identitet og praksis.

Princip om 'afprøvning på egen krop'

Alle de mange praktiske øvelser genenmgåes ved at de studerende selv afprøver dem. Det giver både en egenerfaring (mesterlæreprincip) og det giver en solid integration i hukommelsen. Dertil kommer at uddannelsen er tilrettelagt som internatkurser i et miljø, hvor de studerende frit kan komme til udtryk via skabende processer og hvor fordybelse er med til at stimulere den personlige udviklingsproces, som den studerende nødvendigvis kommer til at gennemleve i forløbet.

Link: www.kunstterapi.dk