Uddrag af en kunstterapeutisk proces
Safirs problem
En kvinde – jeg kalder hende Safir – var angst for at holde foredrag, hvilket var uforeneligt med, at en ny opgave krævede det. Hun indledte den kunstterapeutiske proces med at male angsten (se billede 1).
En konkret situation
Efter en samtale om angsten og farvernes betydning konkluderede vi, at der var behov for at se på angsten i en konkret situation. Næste opgave blev derfor at male en situation med angst (se billede 2). Titlen var ’Foredrag’ og der stod skrevet: 'Snyd, Ubegavet, Synd for'. Safir forklarede i samtalen, at angsten fik hende til at føle det som om hun befandt sig i en tornado og at hun var farveløs. Billedet viste også at personen hverken havde øjne, mund eller ører. Tilhørerne var blå og havde både øjne og munde. For Safir var tilhørerne – ’de andre’. – De var ens og optaget af at bedømme hendes præstation. Forestillingen var, at de opdagede hendes snyd (ubegavet) og at de syntes det var synd for hende. Følelsen af at være i en tornado og forestillingen om 'de andre' gjorde det svært for hende at være til stede og at se og høre, hvad der skete foran hende.
Undersøgelse og udvikling af situationen
Safir blev opmærksom på, at hun tillagde ’de andre’ en forestilling, som var hendes egen mening om sig selv. Vi undersøgte, hvor den kom fra - og hvor sand den var. Vi gennemgik mulige forandringer af situationen: F.eks. et nyt billede, hvor den farveløse kommer ud af tornadoen, får øjne og øre. Eller at den farveløse bytter plads med én af ’de andre’. Eller at lave en ’bagside’. Safir valgte at lave en bagside. Hun lagde et hvidt papir oven på 'foredrags-billedet' og aftegnede hurtigt nogle streger og former, ud fra dét der kunne ses igennem det hvide papir. Det skulle være hurtige valg uden tanke.
Angstens bagside
Safir malede et nyt billede ud fra det tilfældige aftryk af 'foredrags-billedet'. Titlen på det nye billede var: ’Glæde’ (se billede 3). Hvirvlen (aftryk fra tornadoen) havde givet association til barndommen og en gymnastiktime, hvor hun stod med en vimpel. Dengang var hun glad. Der var umiddelbart langt mellem billedets glæde og det første billede med angsten for foredrag. Men Safir blev mindet om, at hun havde holdt foredrag i mindre grupper – med glæde og uden angst.
Ny opmærksomhed
Safir blev bevidst om, at hun i nogle situationer overførte egne forestillinger på andre. Hun kunne bruge erkendelsen og billedet af 'tornadoen' til at øve sig i at bryde hvirvlen, omkode forestillingen om ’de andre’ og se dem som forskellige, interesserede lyttere i stedet for at se dem som dommere. I 'glæde'-billedet var det Safir, der styrede vimplen, hvilket blev et brugbart, visuelt alternativ til den situation, hvor hun følte sig fanget af en tornado.
